USA-nyt fortæller i tre dele om en decembertur til North Carolina, hvor temperaturen blev taget på det politiske klima forud for årets præsidentvalg.
Anden del på bagsædet af en golfbil på trailerpark-safari gennem Trumpland.
Denne artikel, som bygger på en reportagerejse i december 2023, blev oprindeligt publiceret i februar 2024 på det nu hedengangne onlinemedie USA-nyt (usa-nyt.com).
Jeg sidder på bagsædet af en golfbil, der snegler sig gennem et virvar af sanseindtryk.
På snorlige rækker folder en broget skare af farverige trailerhjem, campingvogne med påmonterede verandaer af mere eller mindre imponerende kunstfærdighed og andre stationære beboelsesvogne sig ud som det samlede særsyn, det er.
Begge flanker af Main Street kæmper om mit bliks opmærksomhed, som flakker hid og did i plirrende takt til det påtrængende sollys, der fra en skyfri decemberhimmel pryder min trailerpark-safari gennem Camp Clearwater ved søen White Lake i delstaten North Carolina.
Dagen forinden skyllede et stormfuldt regnvejr ind over det over 1000 hektar store indhegnede område, der med nød og næppe holdt et tornado-varsel stangen.
De tætpakkede sideveje er således forvandlet til flodløb, som har tvunget morgenens sædvanlige udendørsgudstjeneste i tilflugt i et ellers gudsforladt murstenshus.
Fra sine ellers vante rammer på et frimærke ud til søen tårner et overdimensioneret kors sig op nær trailerparkens hovedindgang. Søbredden udgør helligdommens maleriske altertavle, og under mere rolige vejrforhold aftvinger stedet normalt stor gudsfrygt fra sine mange faste kirkegængere.
Dagen derpå står det dog goldt tilbage med tomme rækker som eneste tilhører. Det ligner mest af alt en rekvisit af et bryllupskapel i Las Vegas, tænker jeg, mens golfbilen smyger sig dybere ind i trailerjunglen.
Julen banker på døren, og de små front yards er dækket behørigt op til højtiden. Blandt nisser og lysdekorationer vajer patriotismen højt fra de fantasillioner af flagstænger, der skyder op som paddehatte ved hver eneste sidevej, jeg passerer.
Den navnkundige sydstatsgæstfrihed er et mantra i Camp Clearwater, og stoltheden over sin way of life, måske nok bedst af alt symboliseret ved flagbanneret ”God, Guns and Guts”, er ej heller til at rokke ved.
I denne trailerpark står man last og brast med hinanden. Man pakker ikke tingene ind. Man står fast på sine værdier, og hvor er det egentlig ærværdigt, tænker jeg, mens golfbilen gearer ned til en parkering ved Holland Avenue, som lægger vej til Jay Phillips’ mobile home, som jeg har base i den næste uges tid.
Hvor der er hjerterum, er der husrum, men samtidig efterlader al den homogenitet ikke meget rum til fortolkning – især ikke når samtaleemnet sporer sig ind på politik.
Budskaber som ”He’ll Be Back” og ”Take America Back” blafrer højt i vinden side om side med Stars and Stripes og Stars and Bars. Sidstnævnte er mere undtagelsen end reglen, men ikke desto mindre er det her Trumpland med stort T, hvis man skulle være i tvivl.
Foto: Alexander de Summer-Brason Welford
I 2016 stemte 54 procent af indbyggerne i Bladen County, som er det amt, Camp Clearwater tilhører, Donald Trump ind i Det Hvide Hus. Modkandidaten, Hillary Clinton, fik 44 procents vælgeropbakning.
Fire år senere steg andelen af støtte i området til fire år mere med Trump til knap 57 procent. Joe Biden modtog dengang godt 42 procent af stemmerne.
Bedømt ud fra de mange Trump flags, og den iøjefaldende mangel på samme Biden-showoff, er der alle tegn i sol og måne på, at Trump også kommer til at kunne slå cruisecontrol til i Bladen County i 2024, hvis han altså skulle gå hen og vinde sit partis nominering.
Men hvorfor er det egentlig med så stor lethed, at Trump dominerer herude, funderer jeg over, mens jeg fører min syrede trailerpark-ekskursion til notat. Realiteterne burde egentlig tale imod det, rationaliserer jeg mig frem til. Tillad mig at bruge et par linjer og et velkendt citat på at udpensle hvorfor.
Næsten en fjerdedel af amtets godt og vel 30.000 indbyggere lever under den amerikanske fattigdomsgrænse. Det er næsten dobbelt så mange som det nationale gennemsnit og delstatens eget gennemsnit, hvor Bladen County er nede og skrabe den absolutte bund som et af North Carolinas absolut fattigste amter.
Under Joe Bidens præsidentperiode er arbejdsløsheden i amtet imidlertid næsten blevet halveret, fra hvad den i gennemsnit lå på i Trump-årene.
4,2 milliarder dollars fra lovgivning vedtaget under Biden-administrationen er blevet brugt på infrastrukturprojekter inden for blandt andet rent drikkevand, hurtigere internetforbindelser og bedre vejforhold i blandt andre Bladen County. Under Trump-årene blev infrastrukturen ikke til mere end store ord og fedt flæsk.
I sommeren 2022 vedtog Kongressen Bidens storstilede Inflation Reduction Act, der blandt andet går ind og reducerer de tårnhøje priser på receptpligtig medicin for visse amerikanske seniorer, herunder prisen på insulin, som lige under 20 procent af indbyggerne i Bladen County er afhængige af. Med Trump ved roret blev problemet med de høje medicinpriser ikke til andet end valgflæsk.
”It’s the economy, stupid,” som James Carville, tidligere strateg for Bill Clinton, ville sige, og målt ud fra traditionelle økonomiske parametre (herunder inflationen, som er dalende), så går det strygende for den amerikanske økonomi. Alligevel har Carvilles rationale ingen tyngde i Bladen County, eller i tusindvis af andre amter i ”flyover America” for den sags skyld.
Som Jay Phillips sagde fra skydebanen, så gik der for ham en følelse af tryghed tabt som resultat af Trumps valgnederlag i 2020.
Selvom de fleste herude i trailerville ikke specifikt kan pege på en eneste politik under Trump-æraen, der gjorde deres liv bedre, lever følelsen alligevel af, at tingene går den forkerte vej under Biden, og at livet og økonomien var bedre, samfundet mindre omvæltende og mere konformt under Trump, i bedste velgående.
For at blive klogere på den følelse sætter jeg derfor kursen mod byen Lumberton i naboamtet Robeson for at tale med én, der bruger hver dag på at beskrive den.
Folkets kandidat
”Vi skriver en del om den kriminalitet og fattigdom, som lever herude, men ellers skriver vi primært om de lokale skoler, og hvordan pengene på skoleområdet forvaltes og børnene uddannes,” fortæller David Kennard mig om det potpourri af emner, han dækker fra sit skrivebord.
I dagens anledning flyder det over med løse papirer, der begraver tastaturet, som ellers byder op til dans.
Klokken er lidt i deadline for lokalredaktøren på ugeavisen The Bladen Journal, der rapporterer om livet, som det nu leves i Bladen County og den nærmeste omegn.
Som søn af Colorado tog David Kennards journalistiske karriere først for alvor sin begyndelse i delstaten Washington. Derefter blev det til spalteplads på en række lokalsprøjter i Oregon, Californien, Utah, Ohio og South Carolina, før han landede i sædet som redaktør med base på det lille kontor i Lumberton i 2021. Med sig har han 30-års erfaring samt Pulitzer-hæder for sin journalistik.
”Jeg har arbejdet for både venstredrejede og højredrejede aviser, og hvis du ikke ved, hvem din læser er, så synes jeg, at du gør noget forkert,” konstaterer han nøgternt om det amerikanske medielandskab fra sin tilbagelænede position i kontorstolen.
David Kennard gør sig imidlertid ingen illusioner om, hvem hans læsere er. Det bevidner aftrædelsen af hans forgænger i den grad om.
Den forhenværende redaktør kom nemlig i unåde for sine kradse ord om republikanske politikker i amtet, som blev kvitteret for med dalende læsertal. Afsenderen af kritikken på lederplads, Alan Wooten, har det ikke været muligt for mig at komme i kontakt med til denne artikel.
”Ytringsfriheden gælder også herude, så man kan skrive om, hvad man har lyst til, men hvis du er redaktør og skriver en leder omkring et emne, som du ved, størstedelen af læserne ikke er enige i, så er du nok ikke i det rette marked.”
“Vi har en ret god idé om, hvem vores læsere er, så vi stiler ligesom efter dem, når vi rapporterer,” lyder det fra David Kennard.
Eks-redaktøren kom derimod i vælten for sin dækning af en lokaldebat om, hvad der er passende læsestof at inkludere på pensum for folkeskoleelever. Debatten om læsestoffet i folkeskolen isolerer sig dog langt fra til nogle enkeltstående tilfælde i North Carolinas ydreområder. Den stykker dybt i det meste af USA.
Da disputten om coronanedlukkede folkeskoler var på sit højeste i 2020, zoomede amerikanske forældre for alvor ind på deres børns skolegang og granskede, hvad den egentlig tog udgangspunkt i. Siden er bøger om alt lige fra kønsidentitet og seksualitet til race og religion blevet genstand for en voldsom polarisering.
I en lang række især konservativt ledet delstater har man som konsekvens strøget værker om det føromtalte fra folkeskolernes læselister med belæg i flyvske tolkninger af akademiske begreber som ”critical race theory”, ”whiteness theory” og ”queer theory” for bare at nævne nogle få.
Angiveligt skulle disse fremme en woke liberal policy, som positionerer USA som et racistisk hvidt herredømme, der strukturelt undertrykker andre etniske- og kønsminoriteter.
Med andre ord er kvintessensen i argumentet om at forkaste disse skrifter, at de tjener som en slags omvendt diskrimination mod den hvide majoritet i USA. Fra den anden side lyder modsvaret, at manøvren er hvidvasket chauvinisme.
”Jeg synes selv, jeg er ret neutral i min dækning, og i sidste ende er det dét, det handler om som journalist. Jeg rapporterer om de ting, der er behov for at blive rapporteret om, om det så rammer de venstreorienterede eller de højreorienterede. Vi skriver ikke historier for at bekræfte folk i deres holdninger,” kommenterer David Kennard.
Siden har North Carolinas demokratiske guvernør Roy Cooper erklæret delstatens offentlige uddannelsessystem i undtagelsestilstand, efter Republikanerne, som nyder supermajority-status i delstatsparlamentet, forsøger at gennemtvinge lovgivning, der ville bandlyse skolebøger af føromtalt karakter på tværs af hele delstaten.
Republikanernes klare frontløber til præsidentembedet, Donald Trump, har hertil lovet føderal lovgivning på området, hvis han genvinder nøglerne til Det Hvide Hus.
”Der er rigtig mange Trump-tilhængere heromkring, og jeg er sikker på, at til det kommende valg kommer han til at vinde det hele herude,” vurderer David Kennard, der nikker genkendende til min udlægning af Trumps store følelsesmæssige tag i store dele af lokalbefolkningen, som hele miseren omkring eks-redaktør Alan Wootens redaktionelle linje til dels også vidner om.
”Her er Donald Trump folkets kandidat og bannerfører for den konservative sag, som langt hen ad vejen er deres,” indrammer David Kennard, før han binder sløjfe på:
”Jeg kan sige det her med sikkerhed, at man ville have det rigtig svært, hvis man stillede op som demokrat herude. Man ville i hvert fald blive nødt til at moderere sig selv lidt og skrue ned for sin politiske ideologi.”
Med de ord på bloggen lader jeg redaktøren færdiggøre sin lokalavis, mens jeg omvendt forlader ”small town America” og sætter kurs mod storbyen, hvor Demokraterne især nyder fremme.
Læs tredje del her:
